Et kortbord ser høfligt ud, indtil nogen åbner det. Lukket står det op ad væggen og bærer en lampe og som regel noget post, ingen har fået åbnet. Så vippes pladen op. Den grønne dug kommer frem, stolene bliver trukket ind, og pludselig skal der deles ud. Møblet har skiftet funktion på under et minut.
Spilleaftenen har stadig sin plads, men i dag deler den scenen med et online casino på en skærm et andet sted i hjemmet. De to ligner hinanden i formål, for der skal stadig deles kort og gøres status, men ikke i form. Et bord på firs centimeter viser noget, en skærm ikke gør: hvem der bluffer dårligt, og hvem der pludselig skal ud i køkkenet, når regnskabet gøres op.
Fire stole, tre spillere
Står der et gammelt spillebord hos dine bedsteforældre, er der god chance for, at det har været brugt til l’hombre. Spillet kom til Danmark fra Frankrig i 1600-tallet, oprindeligt fra Spanien, og frem til slutningen af 1800-tallet var det dominerende i store dele af Vesteuropa. I dag kender de færreste under fyrre reglerne.
Så skete der noget, der forklarer en del om danske stuer. I England og Frankrig blev l’hombre fortrængt, først af firemandsversionen quadrille og siden af whist og bridge. Herhjemme blev det hængende. Før Anden Verdenskrig var det stadig et af landets mest udbredte spil, især i provinsen. Præsten, skolelæreren, dyrlægen og et par gårdejere kunne sagtens sætte sig om det samme bord. Dansk L’hombre Union afvikler den dag i dag et dansk mesterskab, med divisionsturneringer i Jylland og på Fyn.
Det, der betyder noget for møblet, er antallet. L’hombre spilles med fyrre kort, men kun tre deltager aktivt. Den fjerde sidder over og har sin plads over for kortgiveren. Bordet skulle altså have fire stole til tre spillende, og det forklarer nok, hvorfor så mange gamle danske spilleborde er firkantede.
Bordet blev tegnet efter det, der irriterer
Selve typen opstod i England i 1700-tallet og bredte sig derfra. Et eksemplar fra omkring 1760 er af mahogni med serpentineformet forkant og kelede ben. Skufferne var til kortene. Hjørnerne er hulet ud i små runde fordybninger, så mønterne og jetonerne ikke triller ned på gulvet, når nogen støder til bordet. Netop de fordybninger er det sikreste kendetegn, hvis du står ved et auktionshus og er i tvivl om, hvad du kigger på.
Den grønne baize var ikke pynt. Uldstoffet giver kortene modstand, så de ikke sejler hen over pladen ved mindste skub, og det er til at få en negl ind under et kort uden at flå hjørnet af. Enhver, der har samlet en hånd op fra en glasplade, kender problemet.
Målene fulgte samme logik. Spilleborde er lavere og mindre end spiseborde, fordi alle skal kunne nå midten uden at rejse sig. Klappen med et ekstra ben, der svinger ud under pladen, sørgede for, at bordet ikke vippede, når fire mennesker lænede sig ind over en vanskelig melding. Uden det ben ville hele konstruktionen tippe fremad, så snart pladen blev foldet ud.
Spisebordet er yngre end spillebordet
Her bliver møbelhistorien overraskende. Ifølge Lex – Danmarks Nationalleksikon blev spisebordet indført som et fast møbel i anden halvdel af 1800-tallet, i takt med skiftende spisevaner og et behov for nyt service og bestik til hver ret. Indtil da blev borde hentet frem og klappet sammen igen efter brug. De typer, der opstod i 1700-tallet, var klapborde og spilleborde, foruden det lille runde bord man kunne bære med sig.
Spillebordet var altså ikke en luksus oven i den faste møblering. Det hørte til en helt anden logik, hvor rummet blev bygget om efter, hvad der skulle foregå. Sofabordet kom først til, da arbejdet flyttede ud af hjemmet i 1900-tallet, og det blev lavere, efterhånden som stuen holdt op med at være et sted, man arbejdede.
Fjernsynet gjorde resten. Da skærmen kom ind, vendte sofaen og alt, hvad der stod omkring den, sig mod den samme væg. Et møbel med kun én funktion mistede sin plads og endte som arvestykke eller som noget, der kom frem til jul. Mange blev solgt videre for under tusind kroner, netop fordi ingen længere vidste, hvad de skulle bruges til.
Hvis bordet skal bruges igen
Funktionen findes stadig. Den er bare gemt i sofaborde med udtræk og spiseborde med tillægsplader, foruden de små borde med rum under låget. De færreste har plads til et møbel, der kun kan én ting. Til gengæld mangler mange en flade, der kan skifte fra kaffe og bærbar til kort på ti minutter. Det er den egenskab, der er værd at lede efter, ikke den grønne dug.
Det afgørende er overfladen. En mat plade lader kortene ligge, hvor de bliver lagt, mens glas og lakeret træ sender dem afsted ved den mindste berøring. Resten er albuerum og en lampe, der ikke kaster ens egen skygge hen over hånden. En snedker i 1760 tænkte på nøjagtig det samme.
Kortbordet er ikke et nostalgisk møbel. Det er et af de få, der er tegnet til at samle folk om noget, og som kan klappes sammen igen, når aftenen er slut.