Hvordan indbrudssikrer jeg mit hjem?

Et billede af en indbrudstyv

I 2023 blev der anmeldt i alt 14.787 indbrud i Danmark. Det betyder, at der er mange danskere, der er vendt hjem til en bolig, der er blevet gennemrodet. Det er ikke en behagelig følelse at stå med, da man ved, at fremmede har været rundt i hele hjemmet.

Hertil vil der ofte også være en del tovtrækkeri med forsikringen, da man skal bevise, hvad der er blevet stjålet. Derfor er det helt afgjort værd at investere i at indbrudssikre dit hjem. Ved at gøre dette mindsker du risikoen for, at du ender med at få ubudne gæster på besøg.

Skilt tydeligt med alarm og videoovervågning

Det er meget vigtigt at have både alarm og overvågning i dit hjem. Begge dele er nemlig med til at skræmme indbrudstyve væk. Her er det dog vigtigt at nævne, at du også er nødt til at skilte tydeligt med begge dele. Gør du ikke det, så er indbrudstyvene ikke klar over det.

Netop derfor sørger de fleste alarmselskaber for at sende klistermærker med, som du kan montere på døre og vinduer. Ganske vist er det ikke noget, der pynter, men det er vigtigt at gøre det. Det har en god afskrækkende effekt, hvorfor det kan medføre, at de end ikke forsøger at begå et indbrud.

Vælg sikre låse samt indbrudssikre vinduer og døre

Selvom man har alarm og overvågning, er det ikke altid nok til at holde tyvene væk. Derfor er det også vigtigt at gøre det svært for dem at komme ind i dit hjem. Der findes flere former for indbrudssikring, der er relevante i dette henseende, men især sikre låse er værd at investere i.

Ligeledes er det klogt at have indbrudssikre vinduer og døre, som er svære at bryde op eller knuse. Som regel koster de ekstra, men pengene vil være godt givet ud.

Overvej et værdiskab

Har du værdigenstande i hjemmet, som er nemme at tage med, så går indbrudstyvene ofte efter disse. Det kan være ure, smykker eller kontanter. For at mindske risikoen for, at disse ejendele bliver stjålet under et indbrud, kan du investere i et værdiskab.

Dermed vil tyvene være nødt til at bryde skabet op, hvilket er tæt på at være umuligt. Derfor er det en god idé at investere i dette, hvis du har smykker eller ure for mange penge. Det giver dig ikke en garanti for, at de ikke bliver stjålet, men det mindsker risikoen markant.